Amerikansk gulerodskage
Denne kage er blevet en klassiker hos os, når der jo engang imellem skal bages en kage. Vi fik den første gang serveret hos Britta og Søren, hvor efter vi flere gange har måttet bage den selv. Det er en rigtig god krydret svampet kage, der vel egentligt kan beskrives som en videreudviklet krydderkage. Der er i denne udgave rosiner i, men pas på med dem, for det er der mange, der ikke bryder sig om. Vi har flere gange frosset kagen uden problemer.
Rør 300 g. farin sammen med 2 dl. majsolie og pisk 4 æg i, ét ad gangen. Pisk til blandingen er lys og cremet. Bland 275 g. hvedemel med korn fra én vanillestang, 2 tsk. bagepulver, ½ tsk. salt, 1 tsk. natron samt 2 tsk. kanel og rør det i dejen. Tilsæt 350 g. revne gulerødder, 1 håndfuld rosiner og eventuelt nogle groft hakkede valnøddekerner.
Læg bagepapir i en lille bradepande og hæld dejen i. Denne opskrift plejer at passe til to af vores rugbrødsforme.
Bages på nederste rille i forvarmet ovn ved 185 grader i cirka én time og 20 minutter. Lad kagen afkøle i formen.
Det skal du bruge
Brun farin, majsolie, æg, hvedemel, vanillestang, bagepulver, salt, tvekulsurt natron, kanel, gulerødder, evt. rosiner og valnødder.